Vokaltrappen

Af Naja Lundgreen og Tina Winther

DKK 320,00 (eksl. moms)

Vokaltrappen er et materiale der arbejder med korte og lange vokaler samt vokalglidninger. Materialet kan enten anvendes i mindre værksteder eller som aktivitet for hele klassen.

Vokaltrappen henvender sig til elever på trin 3 i staveudviklingen dvs. elever som kan stave lydret, og som nu er parat til at arbejde mere struktureret med lydfølgeregler.

Materialet består af 2 sæt ordkort, vokalkort, vokalbrikker, 2 plakater samt en vejledning som instruerer i arbejdet med materialet og give konkret bud på værkstedsforløb.

Træningsmaterialet er også velegnet ift. undervisningen af elever med anden etnisk baggrund end dansk.

Se hele vejledningen i beskrivelsen længere nede.

NYHED! køb vokaltrappe plakaterne separat HER

ISBN978-87-93826-77-9
TrinIndskoling, Mellemtrin, Udskoling
KategoriSpil
  • Målgruppe

    Træningskortene henvender sig til elever på trin 3 i staveudviklingen dvs. elever, som kan stave lydret, og som nu er parat, til at arbejde mere struktureret med lydfølgeregler. Træningskortene vil derfor overvejende rette sig mod elever på mellemtrinnet, i den supplerende undervisning samt voksenundervisningen.

    Materialet er også velegnet ift. undervisningen af elever med anden etnisk baggrund end dansk.

    Vejledning

    Til at arbejde med sorteringsopgave af ordkort, som ligner hinanden, samt brug af vokaltrappen (Vær opmærksom på, at der er to niveauer af ordkort. De ordkort, hvor ordene ligner hinanden, er lettest. De er skrevet med grøn skrift. Ordkort med sort skrift er sværere. Først arbejdes med de grønne ordkort og herefter med de sorte. Der arbejdes med de sorte ordkort efter samme fremgangsmåde – ordkortene skal dog ikke matches, men blot sorteres i henholdsvis ord med lang og kort vokal).

    Trin 1

    Læreren introducerer plakaten med lang og kort vokal. Læreren læser ordparrene op og udtaler dem, så det tydeligt fremgår, om vokalen er lang eller kort. Det understreges, at en lang vokal er lang og langsom, og at vokallyden trækkes ud. Den lange vokal er så lang/bred, og den fylder så meget, at der kun er plads til en enkelt konsonant efter den.
    Fx “Hunden har ondt i sin pote.”

    O er her en lang vokal, og vokalen kan trækkes ud som ´pooote.´

    Den korte vokal er derimod kort og hurtig, og der er derfor plads til to konsonanter efter den.

    Fx “Den lille dreng sad på potte.”

    O er kort og siges hurtigt. Vær sikker på, at eleverne forstår, hvad en lang og kort vokal betyder. På dansk må et ord ikke ende på to ens konsonanter. Derfor har nogle ord kun én konsonant efter kort vokal, fx ‘nat’.

    Når du sætter en endelse på ordets stamme, skal du dog fordoble konsonanten, fx ‘nat – natten’.

    Trin 2

    Eleverne sidder nu alene, parvis eller i en lille gruppe a 3 – 4 elever. Foran dem lægges billedkortet med henholdsvis lang og kort vokal. Billedkortet med lang vokal lægges på bordet øverst til venstre for eleven. Billedkortet med kort vokal lægges på bordet øverst til højre. Opgaven er nu at finde de matchende ordpar – ordet med lang vokal lægges under billedkortet, som viser den lange vokal.
    Det ord, som har kort vokal, lægges under billedkortet med kort vokal. Sådan fortsættes, indtil alle kort er fordelt og ligger parvis i de to kolonner af henholdsvis ord med lang og kort vokal.

    Undervejs taler eleverne om, hvad der står på kortene, og læser de enkelte ordpar højt for hinanden.

  • Trin 3

    Når alle ordpar er fordelt, gennemgås ordparrene på klassen, og læreren skriver elevernes ordpar på tavle/smartboard, således at eleverne igen hører ordparrene og ikke er i tvivl om, hvilke ord der har lang og kort vokal. Herefter taler læreren med eleverne ud fra følgende spørgsmål:

    a. Hvilke ord er lettest at stave?
    (Ord med lang vokal, da de som regel er lydrette. Men ingen regel uden undtagelse)

    b. Hvilke ord er sværest at stave?
    (Ord med kort vokal, da de ofte ikke er lydrette)

    c. Hvad kommer der (næsten) altid efter en kort vokal?
    (To ens konsonanter (dobbeltkonsonant) eller to forskellige konsonanter, hvor den ene kan være et stumt bogstav)

    d. Hvad sker der ofte med den korte vokal?
    (Vokalglidning/den ændrer vokallyd)

    Trin 4

    Læreren introducerer de mindre brikker med vokaler. Læreren har en særlig opmærksomhed på vokalen o, der som hovedregel får en årh-lyd ved kort vokal, fx i komme, konge og klodset. O lyder som årh (vises med omvendt c-tegn).

    Opgave:

    Nu kigges igen på alle ordene med kort vokal. Hvis vokalen ændrer lyd, lægges en lille vokalbrik med vokalglidningen oven over den pågældende korte vokal.

    Trin 5

    Når de små vokalbrikker er lagt, kigges i fællesskab på plakaten med vokaltrappen. Instruktionen i at anvende vokaltrappen gennemgås på klassen. Læreren demonstrerer og viser, hvordan vokaltrappen virker, med udgangspunkt i ord med kort vokal. Herefter afprøves ord med kort vokal på vokaltrappen

    (brug elevernes ordkort).

    Trin 6

    Der laves quiz og byt med ordkortene. Alle ordkort blandes, og hver elev får 3-4 ordkort. Eleverne går rundt mellem hinanden, finder hver især en makker og quizzer og bytter kort. Dvs. man læser sit ordkort op for en makker – makkeren skal (så vidt muligt) stave det højtlæste ord uden at se kortet. Når man har læst sine 3-4 kort højt for en makker, som så har stavet dem, byttes roller.

    Nu staver man makkerens kort. Til sidst bytter man kortene med sin makker for herefter at finde en ny makker.

    Quiz og byt gentages, indtil alle har været igennem alle kortene.

Andre har også købt

Afprøvede materialer!
Skabt af lærere, afprøvet i klasseværelset
Brug for hjælp?
Skriv på info@forlagetvektor.dk eller ring +45 40 152 240
Personlig betjening!
De personer der tager telefonerne pakker også materialet - vi kender din ordre
Updating…
  • Ingen varer i kurven.